Sådan bliver din hjemmeside synlig på Google
Hvis din virksomhed har en hjemmeside, så ved du helt sikkert, at besøg (og betalende kunder) ikke kommer af sig selv.
Vil du trække flere kunder ind på din hjemmeside, så anbefaler jeg, at du arbejder med din synlighed på Google.
Men … hvordan bliver man synlig på Google?
Vil du øge din synlighed på Google, er der to metoder, du kan anvende:
- SEO (søgemaskineoptimering) — her arbejder du med at blive synlig på de organiske (også kaldet gratis) resultater.
- Google Ads (tidl. Adwords), som er betalt annoncering på Google
I denne artikel får du 10 tips til at øge din hjemmesides “gratis” synlighed på Google gennem SEO.
De SEO-råd, du får her, er målrettet dig, der endnu ikke ved så meget om SEO, men ønsker at komme i gang med konkrete tiltag.
Bliv synlig på Google — det skal du tænke på
Vil du have succes med SEO, er det vigtigt, at du er opmærksom på, at processen har 3 trin.
Når en SEO-specialist arbejder med din synlighed på Google, er målet:
- At øge din hjemmesides synlighed, så det er dig, der dukker op i toppen af Googles søgeresultat
- At få folk til at klikke ind på netop din hjemmeside fra Googles søgeresultat
- At skabe konvertering – det vil sige, kunsten at gøre de besøgende på dit website til betalende kunder.
Det er positivt at få flere besøg på din hjemmeside, men hvis ikke en del af de besøgende konverterer til kunder, så er din indsats spildt. Derfor vil jeg i denne artikel gennemgå alle 3 punkter, så du får en forståelse for processen.
Indhold i artiklen:
- Tjek om din hjemmeside er synlig på Google
- Søgeordsanalyse: Opnå bedre synlighed på Google med de rigtige søgeord
- Skriv SEO-tekster i høj kvalitet, der skaber værdi for læserne
- Skriv magnetiske sidetitler og metabeskrivelser, der vinder klikket
- Lav interne links (men pas på!)
- Få ekstra power med eksterne links
- Konvertering: Flere besøg skal blive til flere kunder
- Giv brugerne en god oplevelse
- Opret en Google Virksomhedsprofil
- Hvorfor er din hjemmeside ikke synlig på Google?
Tip #1 — Tjek om din hjemmeside er synlig i Google
Hvis du er i tvivl, om din hjemmeside er synlig på Google, så er det vigtigt, at du tjekker det, før du går i gang med selve googleoptimeringen.
Den hurtige metode til tjek af synlighed er en site-søgning
Indtast site:dinhjemmeside.dk eller site:www.dinhjemmeside.dk i Google søgefelt.
Min hjemmesideadresse (https://beritbai.dk) er UDEN www. Derfor indtaster jeg site:beritbai.dk i søgefeltet.
Scroll nu gennem resultaterne og se, om de stemmer overens med det antal sider, du gerne vil have indekseret på Google.
Mangler der sider, eller kommer der ingen sider frem, er det muligt, at Google ikke har opfanget, at du har en hjemmeside.
Der kan også være tekniske fejl på din hjemmeside, som gør, at Google ikke læser og indekserer din side korrekt. Uanset hvad problemet er, skal det løses. Sidst i artiklen her gennemgår jeg mulige løsninger.
Tip #2 — Søgeordsanalyse: Opnå bedre synlighed på Google med de rigtige søgeord
Når vi taler om synlighed i søgemaskinerne i Danmark, taler vi primært om Google. Det skyldes, at vi statistisk ved, at 95% af alle søgninger i DK, sker på Google.
Dine kunder søger også på Google, når de leder efter dine ydelser og produkter. Og de søger, når de har brug for hjælp med et problem (som du kan løse).
Google er i høj grad blevet en spørgemaskine. Vi indtaster ord eller sætninger i søgefeltet — og forventer at få gode svar på vores søgninger.
Men hvilke ord bruger dine kunder, når de søger? Det er netop det, en søgeordsanalyse giver dig svar på.
Søgeordsanalysen er fundamentet for effektiv SEO
Jeg kan ikke understrege tydeligt nok, hvor vigtig det er, at du laver (eller får lavet) en god søgeordsanalyse. Den er selve fundamentet for, at du får succes med din indsats.
Uden konkret (databaseret) viden om, hvilke ord folk søger på, famler du i blinde.
Måske tror du, at du ved, hvilke ord dine potentielle kunder søger på. Men det er langt fra sikkert, du har ret.
Eksempel på valg af søgeord
Lad os kigge lidt på glarmester-branchen. Her bruger de internt fagordet “lydruder” for lydisolerede vinduer. Problemet er bare, at de fleste kunder ikke aner, hvad lydruder er.
Det viser sig tydeligt i søgeordsanalysen. 20 søgninger pr. måned på lydruder er alt, det kan blive til. Til gengæld er der 360 pr. måned, der søger på lydisolerede vinduer og 190, der søger på støjdæmpende vinduer.
Med andre ord:
Spring aldrig søgeordsanalysen over.
Du risikerer at spilde tid og penge på tekster, der har ringe eller ingen effekt.
Lokal SEO – genvej til synlighed i dit lokalområde
Lad os sige, at du er psykoterapeut i Holsterbro. Her vil det være meget nemmere (og mere relevant) for dig, at satse på lokal synlighed — fremfor at kæmpe med psykoterapeuter i hele DK om de få pladser i toppen af Google.
Eksempler på lokale søgeord:
- Psykoterapeut Holsterbro
- Psykoterapi Holsterbro
- Parterapi Holsterbro
- Stressbehandling Holsterbro
Hvis du sælger ydelser eller produkter lokalt, så udnyt alle muligheder for lokal synlighed.
Gratis gør-det-selv søgeordsanalyse
Vil du selv prøve at lave en søgeordsanalyse, så er KWfinder udviklet af Mangools et godt og overskueligt værktøj at starte med.
Du kan få 10 dages gratis adgang, så du kan teste værktøjet (jeg modtager ikke penge for at linke). Du får samtidig adgang til SERPwatcher, hvor du kan tjekke dine nuværende placeringer på Google.
Tip #3 – Synlighed kræver SEO-tekster i høj kvalitet, der skaber værdi for læserne
Fra søgeordsanalysen ved du nu, hvilke ord folk søger på. Inden du kaster dig over SEO-tekstforfatningen, skal du have styr på søgehensigten
Match søgehensigten og vind synlighed på Google
Google bliver bedre og bedre til at forstå hensigten med en søgning. Hvis du vil nå til tops på Google, skal du matche søgehensigten.
Sådan finder du søgehensigten:
Som minimum bør du kigge på top 5 på søgeordet og undersøge, hvilken type indhold dine konkurrenter har skrevet. Er det fx en lang guide, en salgstekst, en kort specifik tekst eller en video?
Det giver dig vigtig information om, hvad Google opfatter som formålet med søgningen. Nu er din opgave at skrive en SEO-tekst, der matcher søgehensigten, og er bedre end de tekster, der ligger i top 5.
Matcher du ikke søgehensigten, er der stor risiko for, at du ikke når til tops på Google.
Det bedste indhold vinder i kampen om Googles gunst
Vil du selv i gang med at skrive dine hjemmesidetekster, er det vigtigt, at du som minimum sætter dig ind i de basale krav til en SEO-venlig tekst.
- Teksterne skal skabe værdi for læserne
- Skriv til mennesker — ikke til søgemaskiner
- Match søgehensigten
- Brug evt. ChatGPT eller et andet ai-skriveværktøj til fx at generere en outline, komme med input til udvalgte afsnit, hjælpe med gode overskrifter og læse korrektur
- Brug primære søgeord og relaterede ord naturligt i teksterne
- Brug primære søgeord og relaterede søgeord naturligt i overskrifterne ( h-tags)
Læs min guide til SEO-venlige tekster. Her går jeg meget mere i dybden med hvert element.
Tip #4 – Skriv magnetiske sidetitler og metabeskrivelser, der vinder klikket
Søger du på ”professionel tekstforfatter” på Google, så vil du sandsynligvis se det her:
Jeg skriver sandsynligvis. For det er ikke altid, at Google viser den sidetitel (title-tag) og metabeskrivelse (meta description), som vi gerne vil have dem til. Men det er vigtigt, at du fortæller Google, hvad du gerne vil have vist i søgeresultatet.
Har du en WordPress-hjemmeside, så kan du installere pluginnet Yoast (gratis-versionen er fin).
Her kan du nemt indtaste unikke sidetitler og sidebeskrivelser på alle undersider på dit website.
Yoast hjælper til, så du skriver sidetitler og metabeskrivelser i optimal længde (antal tegn).
Gode råd til sidetitler og metabeskrivelser:
- Skriv det primære søgeord først i titlen (fx Professionel tekstforfatter)
- Inkludér søgeordet eller en variation af søgeordet i metabeskrivelsen
- Gør titlen og metabeskrivelsen ”klik-værdig” – Fokusér på det udbytte, kunden får (fx Øg din synlighed og sælg mere)
- Inkludér evt. en call-2-action (fx læs mere, bestil her, kontakt os)
TIP #5 – Styrk din synlighed på Google med interne links (men pas på!)
Siderne på din hjemmeside skal linkes logisk sammen. Det gør du bl.a. med interne links i dine tekster og call-2-action knapper.
God intern linkbuilding er godt for brugerne, som lettere kan klikke sig rundt på din hjemmeside. Interne links er desuden et vigtigt signal til Google. Linkene viser nemlig Google, hvilke sider på dit site der er de vigtigste, og hvordan de enkelte sider er knyttet til hinanden.
Jeg linker fx til den side, der handler om professionel tekstforfatning, fra andre sider på mit site. Det gør jeg bl.a. ved at linke fra ord i brødteksten. Linket får herved en ”ankertekst” (se billede).
Gode råd til interne links
Dine interne links skal laves med omhu. Her er tre ting, du skal være opmærksom på.
Det er vigtigt at bruge en variation af ankertekster, så du ikke overoptimerer med det samme ord (det kan Google ikke lide)
Jeg bruger fx ”professionel tekstforfatter”, ”tekstforfatter”, ”tekstforfatning”, “skribent” osv.
Undgå at linke til flere forskellige sider med det samme søgeord
Hvis du linker med ”tekstforfatter” til tre forskellige sider, bliver Google pænt forvirret. For hvilken side vil du gerne have til at være synlig på Google på søgningen tekstforfatter?
Rod i interne links kan betyde, at du ikke bliver synlig på nogen af de tre sider!
Forkert brug af interne links kaldes derfor også for søgeordskannibalisme. Beslut dig derfor for, hvilken side der er den vigtigste for et søgeord og link konsekvent til den.
Undgå interne links i hobetal
Er du i tvivl, om du skal indsætte et link, så spørg dig selv, om linket giver mening for brugeren.
Start med at tilføje de interne links, du mener, er de vigtigste.
Du kan læse min guide til interne links her >
Tip #6 – Få ekstra power med eksterne links
Links binder internettet sammen.
Et eksternt link er et link fra en anden hjemmeside til din hjemmeside.
Har du mange gode links, hvor troværdige websites ”peger” på din hjemmeside, sender det et stærkt positivt signal til Google.
Linkbuilding er den mest brogede del af SEO. Der foregår udbredt salg og bytte af links, men du skal se dig for. Det minder ofte lidt om Det Vilde Vesten.
Start med at fokusere på de links, der ligger lige til højrebenet:
- Links fra leverandører og samarbejdspartnere
Kom med på forhandlerlister, eller tilbyd at skrive en reference og få et link til din hjemmeside - Opret din virksomhed på De Gule Sider, Krak og andre relevante opslags-websites
Vær obs. på at dine virksomhedsoplysninger, adresse, tlf., e-mail mv. er præcist de samme alle steder (inkl. på din hjemmeside) - Links fra sociale medier: Link til din hjemmeside fra dine profiler på fx Facebook, LinkedIn, Twitter og Google Virksomhedsprofil
- Lav knivskarpt indhold på din hjemmeside, som folk har lyst til at linke til
Det kan være artikler, blogindlæg, en beregner, en infografik el.lign. - Få et link fra https://minecookies.org/
Du overholder selvfølgelig cookie-lovgivningen. Indsæt et lille ikon på din hjemmeside og tilmeld dig ordningen. Bliver du godkendt, så får du et link - Gør din hjemmeside CO2-neutral (betalt ordning)
Få et CO2-neutralt website. Støt https://www.ingenco2.dk/ (fra 1.764 kr. pr år) og få flere gode links. Jeg er selv tilmeldt denne ordning
Linkbuilding kan gå rigtig godt. Men det kan også gå rigtig skidt, hvis du roder dig ud i noget snavs (mange dårlige links).
Vil du arbejde med linkbuilding selv, så sørg for at sætte dig grundigt ind i emnet.
Tip #7 – Konvertering: Flere besøg skal blive til flere kunder
Som jeg nævnte i starten af artiklen, så er flere besøg på din hjemmeside ikke meget værd, hvis ingen af dem bliver konverteret til kunder.
Når du arbejder med SEO-tekstforfatning, så tænk over, hvad målet med teksten er. Målet er tæt knyttet til søgehensigten.
Hvis kunden er i den indledende research-fase, så er de måske ikke helt klar til at købe, booke eller kontakte dig. Men måske vil de gerne modtage dit nyhedsbrev eller følge dig på Facebook eller LinkedIn.
DERFOR: Overvej, hvor kunden er på købsrejsen og mød dem der.
- Er det logisk, at de skal klikke videre og læse mere?
- Er målet, at de skal skrive sig op til dit nyhedsbrev?
- Er det oplagt, at de kontakter dig med en forespørgsel?
- Leder indholdet på siden logisk op til, at de booker en tid?
Forskellige tekster har forskellige formål. Gør dig klart, hvad formålet er og gør det nemt for kunden at udføre det, du gerne vil have dem til.
Du viser vejen gennem opfordring til handling, call-2-action-knapper, interne links, kontaktformular, nyhedsbrevs-tilmelding osv.
Tips #8 – God brugeroplevelse har betydning for din synlighed
Googles mål er at præsentere de bedste søgeresultater for de svimlende 5,8 billioner daglige søgninger på Google.
En god brugeroplevelse er en del af det, som Google ser på, når de vurderer, hvad et godt søgeresultat er.
I praksis betyder det bl.a.:
- Din hjemmeside skal være responsiv
Det vil sige, at den fungerer godt på både mobil, tablet og desktop - Din hjemmeside SKAL fungere virkelig godt på mobil
Google bedømmer din hjemmeside ud fra mobilversionen (Mobile First Indexing). Dumper mobilversionen, så går det ud over din synlighed på Google - Din hjemmeside skal være hurtig
Langsomme hjemmesider orker de færreste at vente på - Din hjemmeside skal være sikker
Du skal have SSL (Secure Socket Layer). Hedder din adresse i browserlinjen https://ditsite.dk, så har du SSL. Hedder den http://ditsite.dk, så skal du hurtigst muligt have installeret SSL
Tip #9 — Opret en Google Virksomhedsprofil og boost din synlighed
Alle virksomheder bør oprette en gratis Google Virksomhedsprofil. Har du endnu ikke en profil, så er det en lavthængende frugt, som du straks bør kaste dig over.
Læs min guide til oprettelse og optimering af Google Virksomhedsprofil her.
Tip #10 — Hvorfor er din hjemmeside ikke synlig på Google?
Har du lavet en site-søgning og konstateret, at din hjemmeside ikke er synlig på Google — eller at det kun er nogle af dine sider, der er synlige — så skal du reagerer.
Manglende synlighed i Googles indeks kan skyldes en række ting, fx:
- Google har slet ikke opdaget din hjemmeside (problem for nye hjemmesider)
- Google har ikke opdaget de 3 nye lækre sider, du har lagt på dit website
- Du har ved en fejl sat noindex på sider, som du gerne vil have Google til at indeksere
- Du har glemt at viderestille en slettet side til den nye side med en 301-redirect
- Dit hjemmeside-system (CMS) slår knuder og skaber pludselig fejl
Mit bedste råd er, at du opretter en gratis bruger på Google Search Console (GSC). Her kan du bede Google om at indeksere individuelle sider. Du kan også indsende et komplet sitemap med alle sider på sitet.
Når du indsender i GSC, er der langt større sandsynlighed for, at Google hurtigt besøger og indekserer siden.
I GSC kan du også se:
- Hvilke sider Google allerede har indekseret
- Hvilke sider der ikke er indekseret, og hvorfor Google har fravalgt at indeksere
- Informationer om fejl, placeringer på Google, antal klik mv.
Google Search Console indeholder en guldgrube af information. Alle hjemmesider bør være koblet op på GSC.
Rens din hjemmeside for tekniske fejl
SEO er 360 grader. Tekniske fejl på din hjemmeside, kan stikke en gigantisk kæp i hjulet på din indsats for at blive synlig på Google.
Jo færre fejl, der er på din hjemmeside, des større sandsynlighed er der for at nå til tops på Googles. En hjemmeside, der bliver renset for tekniske fejl, får ofte markant bedre synlighed.
Bøvler du med at opnå tilstrækkelig synlighed, så anbefaler jeg, at du får en SEO-specialist til at lave en SEO-analyse. Her vil fejl, mangler og muligheder for optimering blive afdækket.
Gør det selv — eller få hjælp til synlighed i Google
De 10 tips i denne artikel er et godt sted at starte med din SEO-indsats.
Har du brug for hjælp til synlighed i Google, er altid velkommen til at kontakte mig på berit@beritbai.dk eller på tlf. 30702728 for en uforpligtende snak om optimering af din hjemmeside. Jeg tilbyder både SEO-rådgivning og -eksekvering.
Læs også:
Sådan skriver du SEO-venlige tekster →
Hvad er sidetitel (title tag) – og hvorfor er det vigtigt for SEO? →
Hvad er Google Virksomhedsprofil– og hvorfor er den vigtig for din synlighed? →
Googleoptimering – Derfor skal din hjemmeside være optimeret til Google →
Kunne du lide indlægget? Del gerne med dit netværk