Intern linkbuilding: Giv din SEO-tekster superkræfter med interne links

På din rejse mod større synlighed på Google er der en vigtig SEO-disciplin, du skal kende til.

Disciplinen hedder intern linkbuilding.

Helt lavpraktisk handler det om, hvordan du linker mellem de forskellige sider på dit website.

Interne links til og fra dine gode SEO-tekster er måske det tætteste, du kommer på superkræfter.

Når du opsætter de interne links med omtanke, kan de give dine placeringer på Google et ekstra skub opad.

MEN …

Laver du rod i den interne linkbuilding, kan du ende med at gøre superkræfterne til en destruktiv giftgas.

Opsætningen af gode interne links kræver derfor viden og omhu.

Artiklen her er henvendt til ejere af hjemmesider (ikke webshops).

Læs med, og bliv klædt på til at komme i gang med intern linkbuilding på din hjemmeside.
Kæde med lysende interne link. Intern linkbuilding. beritbai.dk

Indholdsfortegnelse – Intern linkbuilding

  1. Hvad er intern linkbuilding?
  2. Hvilke sider på din hjemmeside skal du linke til?
  3. Hvordan linker man internt?
  4. Hvad er ankertekst?
  5. Hvordan undgår du rod i de interne links?
  6. BONUSTIP: Find (nemt og hurtigt) oversete muligheder for interne links

Hvad er intern linkbuilding?

Intern linkbuilding foregår direkte på din hjemmeside.

Når du arbejder med intern linkbuilding, opsætter du interne links mellem de forskellige sider på dit website.

Arbejdet med interne links er et vigtigt element i din SEO-indsats.

Interne links finder du fx her:

  • I den almindelige navigation (topmenu og undermenu)
  • Som genvejs-link (fx i footeren i bunden af siden)
  • Via klikbare knapper (Call To Action-knapper)
  • Opsat direkte i hjemmesidetekster (kontekstuelle links)

Denne artikel handler om de links, du opsætter direkte i teksterne eller via de klikbare CTA-knapper.
Eksempel på intern linkbuilding m. konteksttuelle interne links. beritbai.dk

Formålet med intern linkbuilding

Når du opsætter gode interne links, hjælper du både dine kunder og Google med at finde rundt på din hjemmeside.

Du kan sammenligne de interne links med vejskilte, der guider dig på rette vej.

Samtidig signalerer de interne links til Google:

  1. Hvilke sider på din hjemmeside, der er vigtigst
  2. Hvilke sider du gerne vil have vist i søgeresultatet på bestemte søgeord

Som SEO-tekstforfatter og SEO-rådgiver støder jeg ofte på hjemmesider, hvor den interne linkbuilding halter voldsomt. Og nogle gange er de interne links opsat, så de skader mere end de gavner (mere om den del senere).

Hvis dit mål er større synlighed på Google, så er det vigtigt, at du har styr på de interne links.

Hvad siger Google om intern linkbuilding?

”Interne links er super-kritisk for SEO.

Jeg vil mene, at det er en af de vigtigste ting, du kan gøre på et website for at guide Google og guide de besøgende til de sider, du mener, er vigtige.

Du bør se strategisk på det, og tænke over, hvad du mener er vigtigst, og hvordan du kan highlighte det med dine interne links.”

John Mueller – Google

Hvilke sider på din hjemmeside skal du linke til?

Med interne links kanaliserer du værdi rundt på din hjemmeside.

De sider på dit website, der modtager mange interne links, opfatter Google som ekstra vigtige.

Det giver derfor god mening (både i forhold til SEO og salg), at du vurderer, hvilke sider på dit website, der er vigtigst.

Hvordan linker man internt?

I de fleste hjemmeside-systemer (fx WordPress) er det nemt at indsætte et internt link direkte i teksten.

Sådan gør du:

  1. Du markerer det eller de ord, der skal linkes fra (ankerteksten)
  2. Du trykker på link-ikonet og vælger, hvilken side der skal linkes til

Intern linkbuilding vist i WordPress. v. Berit Bai

Hvad er er ankertekst?

Ankerteksten er den synlige del af linket, som du kan klikke på. Eksempel på ankertekst (kontekstuelt link). beritbai.dk I HTML-kode ser det interne link sådan her ud: Ankertekst i html - eks. på intern kinkbuilding. Berit Bai

Ankerteksten har stor betydning

Det er ankerteksten, der fortæller dine kunder og Google, hvad den side, du linker til, handler om.

Når du linker internt, så er det vigtigt, at du bruger relevante søgeord i ankerteksten.

Når jeg linker til siden om SEO-rådgivning, varierer jeg mellem forskellige søgeord og sætninger i mine ankertekster.

Eksempler på ankertekst:

  • Rådgivning i SEO
  • SEO-rådgiver
  • SEO-rådgivning
  • Få rådgivning i SEO – Læs her

Hvordan undgår du rod i de interne links?

Når du laver intern linkbuilding, så skal du holde tungen lige i munden.

Lad os sige, at du har to sider, der begge handler om parterapi:

  1. Den ene side er din salgsside, hvor du sælger ydelsen parterapi
  2. Den anden side er et blogindlæg, hvor du beskriver en bestemt metode indenfor parterapi

Du ved efter analyse af søgeord, konkurrenter og søgehensigt, at det er din salgsside, der er den vigtigste på ordet ”parterapi”.

Så langt – så godt.

Men nu går det galt …

For du vælger nogle gange at linke internt til blogindlægget med ankerteksten ”parterapi”.

Mens du andre gange linker (korrekt) til din salgsside med ankerteksten ”parterapi”.

Helt galt går det, hvis du også linker med ordet ”parterapi” FRA din salgsside TIL dit blogindlæg.

Fx med ankerteksten:

Imago-metoden i parterapi – læs her >

Når Google kommer forbi og gennemgår (crawler) din hjemmeside, hvordan skal de så kunne regne ud, hvilken tekst der er den vigtigste på søgeordet ”parterapi”?

Dine vejskilte peger jo både på ydelsessiden og blogindlægget.

Undgå, at superkræfter bliver til giftgas

Hvis du laver rod i dine interne links (fx som beskrevet ovenfor), så kan superkræfterne hurtigt blive til giftgas.

For når du forvirrer Google, så risikerer du, at INGEN af de to sider om parterapi opnår gode placeringer på Google. Og det var jo ikke lige det, der var meningen.

Problemet kaldes også søgeordskannibalisme.

Korrekt intern linkbuilding – sådan gør du:

Husk på, at de interne links fungerer som vejskilte.

Vær derfor konsekvent.

Peg alle interne links med ankerteksten “parterapi” hen på salgssiden, så er Google ikke i tvivl.

Det er desuden vigtigt, at du laver et internt link FRA dit blogindlæg TIL salgssiden med en ankertekst, hvor ordet ”parterapi” indgår.

Når du er konsekvent med dine interne links, så forstår Google langt bedre, at det er salgssiden, der er den vigtigst på søgeordet ”parterapi”.

Intern linkbuilding og begrænsningens ædle kunst

Et hav af skilte. Pas på med for mange interne links. beritbai.dk En anden fejl, du skal undgå, er at plastre dine tekster til med interne links.

Det skaber unødig forvirring – både for dine kunder og for Google.

Tænk over, hvilke sider der skal have linkværdi.

Udvælg herefter dine interne links med omhu, så dine kunder og Google bliver guidet logisk rundt på din hjemmeside.

BONUSTIP: Find (nemt og hurtigt) oversete muligheder for interne links

Laptop med grafik af intern linkbuilding. beritbai.dk Uanset om du skal i gang med intern linkbuilding fra scratch, eller du vil optimere dine interne links yderligere, så er dette tip et HIT.

Det er nemt, hurtigt og gratis.

Udvælg dine vigtigste sider (søgeord), og gør så følgende.

TRIN 1 – Lav en site-søgning på Google

I Googles søgefelt indtaster du: site:domæne.dk søgeord

Herunder kan du se, hvordan søgningen ser ud på søgeordet “seo-tekstforfatter”.
Screenshot af site-søgning. Berit Bai Google vil nu vise dig en liste over alle de sider på dit website, som de finder relevante i forhold til søgeordet.

TRIN 2 – Tjek og byg links

  1. Tjek, at det resultat, som Google viser øverst, svarer til den side, der skal ranke på Google
  2. Lav et internt link FRA de sider, som Google viser i din site-søgning, TIL den side, som skal ranke på Google
  3. Udvælg et afsnit på FRA-siden (eller skriv et nyt afsnit), hvor der er god relevans mellem teksten og indholdet på den side, du linker TIL. Målet er, at linket skal være logisk for både dine kunder og Google
  4. Sørg for, at ankerteksterne på linket indholder TIL-sidens vigtigste søgeord eller relaterede søgeord
  5. Sådan! Du har nu lavet tydelige interne vejskilte

Hvis du oplever, at den side, du mener er vigtigst, ikke ligger øverst på din site-søgning, så har du en udfordring.

  1. Tjek i første omgang, om du har rod i dine interne links
  2. Opsæt herefter dine links korrekt
  3. Hvis det ikke løser problemet, skal der graves dybere. (Det kræver en selvstændig artikel, som jeg måske skriver en dag ☺️)

Opnå succes med SEO

– alle elementer tæller

Vil du øge din synlighed på Google, så husk på, at alle dele af din indsats har betydning.

Ingen enkeltfaktor kan stå alene.

Intern linkbuilding er et vigtigt element, som mange hjemmeside-ejere overser.

Jeg håber, denne artikel har givet dig blod på tanden og lyst til at opsætte gode interne links.

Rigtig god arbejdslyst.

Har du brug rådgivning om SEO eller hjælp til intern linkbuilding, så kontakt mig på tlf. 30702728 eller berit@beritbai.dk

Du er altid velkommen til at connecte med mig på LinkedIn. Her deler jeg mine artikler – og tips til tekstforfatning og SEO.


Læs også:

Sådan skriver du (knivskarpe) SEO-tekster →
Sådan bliver du synlig på Google →
Google-optimering – Derfor skal din hjemmeside være synlig på Google →


Kunne du lide indlægget? Del gerne – og spred god karma og gratis viden

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top
Copy link
Powered by Social Snap