Struktur skaber synlighed – forstå H-tags i SEO-tekster
Korrekt brug af H-tags i dine overskrifter har stor indflydelse på, hvordan en SEO-tekst performer. Det gælder både for SEO i klassisk forstand – og for LLM’er (Large Language Models) som ChatGPT, Gemini, Claude og Perplexity.
Skal en SEO-venlig tekst være synlig på Google og citeres som kilde i LLM’erne, er H-tags en af de ting, du skal have styr på.
Når du bruger H1, H2, H3 og H4 korrekt, hjælper du både mennesker, søgemaskiner og LLM’er med at forstå, strukturere og vurdere kvaliteten af dit indhold.
Overskrifter med H-tags skaber en slags “semantisk skelet”, som gør teksten let at læse, citerbar og troværdig.

Hvad lærer du i denne artikel?
AI-SEO: H-tags i det nye søgelandskab
Før ChatGPT gjorde sit indtog i 2022, var søgemaskineoptimering (SEO) i Danmark lig optimering til Google.
Google er stadig dominerende, men mange af os er begyndt at bruge LLM’er – fx ChatGPT, Perplexity og Claude – som supplement til Google.
Brug af H-tags i SEO-tekstforfatning inkluderer derfor optimering til både mennesker, søgemaskiner og LLM’er.
Hvad er H-tags?
H-tags er en HTML-markering, der bruges til at strukturere indholdet i en webtekst i et logisk hierarki.
H’et står for heading eller overskrift på dansk.
Gode overskrifter med korrekt opsatte H-tags gør dine hjemmesidetekster læsevenlige for både mennesker, søgemaskiner og LLM’er.
Der findes seks H-tags (H1, H2, H3, H4, H5, H6).
H1 angiver den vigtigste overskrift, H2 angiver underoverskriften, H3 sættes på under-underoverskriften osv.
I praksis bruger en professionel SEO-tekstforfatter mest H1, H2, H3 og H4.
I HTML ser H1, H2 og H3 sådan her ud:
<h1>Hovedoverskrift</h1>
<h2>Underoverskrift</h2>
<h3>Under-underoverskrift</h3>
Sådan opsætter man H-tags i WordPress:
I videoen viser jeg, hvordan du opsætter H-tags i WordPress-editoren.
Bruger du en pagebuilder, skal du vælge H1, H2, H3 eller H4 i overskriftsmodulet.
Hvorfor er H-tags vigtige for SEO?
Gode overskrifter med H-tags er selve rygraden i en professionel SEO-tekst.
De opdeler teksten i naturlige sektioner og sender signaler til både søgemaskiner og LLM’er.
Når du bruger H-tags korrekt, skaber du et logisk hierarki, der gør det nemmere for både mennesker og maskiner at læse og forstå dit indhold.
Tænk på dine H-tags som en slags indholdsfortegnelse, der guider læseren gennem emnet trin for trin.
Hvordan læser og forstår Google og LLM’er en tekst?
Google og LLM’er læser tekster på to vidt forskellige måder, selvom det kan se ens ud udefra.
Google bruger regler og signaler
Google bruger Googlebot og algoritmen til at indsamle, vurderer og rangere dit indhold.
Googlebot er mejetærskeren. Den crawler din side og indsamler (høster) dit indhold efter faste regler.
Googles algoritme vurderer og rangerer det høstede indhold. Algoritmen forholder sig til tusindvis af signaler, som fx struktur, indholdskvalitet, links, søgeintention, brugernes engagement osv.
Du kan tænke på det som en totrinsraket:
- Først indsamler Googlebotten al information efter faste regler om, hvad den må og ikke må gøre.
- Derefter bedømmer algoritmen dit indhold ud fra tusindvis af specifikke kriterier og beslutter, hvor højt din side skal placeres i søgeresultaterne.
LLM’er arbejder sprogligt og semantisk
En LLM arbejder helt anderledes end Google. I stedet for at følge faste regler forstår den sprogets betydning og struktur.
Den identificerer mønstre og relationer mellem ord og vurderer, om indholdet giver mening og kan bruges som svar.
Hvorfor er H-tags vigtige for Googles organiske resultater?
- Hjælper søgemaskiner med at forstå dit indhold
Google bruger H-tags til at afkode, hvad din side handler om, og hvordan de enkelte afsnit hænger sammen. Det styrker relevansen mellem dine tekster og de søgeord, du vil findes på. - Understøtter søgeordsstrategien
Når du bruger dine primære søgeord naturligt i H-tags, hjælper det søgemaskinen med at matche din side med de rigtige søgeforespørgsler. - Forbedrer læseoplevelsen for mennesker
En logisk opbygning med H1, H2 og H3 guider læseren naturligt gennem emnet. Det gør teksten mere overskuelig, lettere at læse og øger sandsynligheden for, at brugeren bliver længere tid på siden. - Kan øge chancen for featured snippets (fremhævede uddrag). En klar H-tag-struktur gør det lettere for Google at udtrække korte, præcise svar fra din tekst og dermed fremhæve dig øverst i søgeresultaterne.
Hvorfor er H-tags vigtige for synlighed i AI-Overviews?
AI-Overviews, som Google er begyndt at vise øverst på mange søgninger, drives af Googles LLM, Genimi. Den bruger generativ AI til at sammenfatte svar direkte i søgeresultaterne.

H-tags spiller en vigtigt rolle her, fordi de hjælper AI’en med at forstå sidens struktur og finde præcise, afgrænsede afsnit, der kan bruges som grundlag for svaret.
Når dine overskrifter tydeligt markerer hovedemner (H2) og underemner (H3), gør du det lettere for Gemini at identificere, hvilke dele af din tekst der besvarer et konkret spørgsmål.
En klar og logisk H-tag-struktur øger sandsynligheden for, at netop din tekst bliver brugt som reference eller citeret i AI-Overviews.
Hvorfor er H-tags vigtige for LLM’er?
- Skaber struktur og kontekst
H-tags tydeliggør hierarkiet (H1 → H2 → H3). Det hjælper modellen med at forstå, hvordan indholdet hænger sammen, og hvilke afsnit der hører til hvilke emner. En logisk struktur gør det lettere for modellen at udlede sammenhænge og gengive dine pointer præcist. - Nemmere at matche hensigt:
Når en bruger laver en forespørgsel på fx ChatGPT, har de en hensigt med søgningen. Overskrifter formuleret som klare spørgsmål/påstande hjælper modellen med at matche brugerens forespørgsel med dine afsnit. -
Lettere at citere:
Tydelige afsnit med gode overskrifter fungerer som afgrænsede svarblokke, som LLM’erne lettere kan genkende og potentielt citere i deres svar.
Hvordan bruger man H-tags i SEO-tekster korrekt og effektivt?
SEO-tekster skal skrives til mennesker og optimeres til maskiner.
Når potentielle kunder lander på en hjemmeside, starter de ofte med et hurtigt skim – og her er overskrifterne vigtige.
Det hurtige skim afdækker:
- Er teksten relevant for mig?
- Indeholder den de informationer og løsninger, jeg leder efter?
Det er derfor en god regel, at du lynhurtigt – alene ved at skimme overskrifterne – skal kunne danne dig et overblik over indholdet.
Hvis mennesker nemt kan afkode teksten, kan Google og LLM’erne også.
Sådan bruger man H-tags i SEO-tekster:
- Opsæt H1, H2, H3 og H4, så de skaber en hierarkisk struktur.
- Tænk H-tags som en indholdsfortegnelse for din tekst, hvor læseren lynhurtigt kan få overblik over indholdet.
- Brug kun én H1. Det skal være sidens hovedoverskrift – den, der i få ord opsummerer det emne, du skriver om.
- Brug herefter H2’er til at opdele teksten i naturlige sektioner (hovedafsnit).
- Brug H3 til underoverskrifter i dine H2-afsnit.
- Brug H4, hvis du har brug for underoverskrifter i dine H3-afsnit.
- Brug søgeord naturligt. Undgå at tilstoppe dine overskrifter med søgeord. Find en fornuftig balance.
Hvordan bruger man søgeord i H1-H4 overskrifter?
Det er vigtigt, at du bruger dine vigtigste søgeord i nogle af overskrifterne.
Der er tre regler:
- Brug det vigtigste søgeord i dit H1-tag og i det første H2-tag.
- Brug herefter en variation af dine primære søgeord og relaterede søgeord i nogle af dine H2-H4 overskrifter.
- Prioritér kvaliteten i dine overskrifter – brug tid på dem og undgå at proppe søgeord ind, hvor det ikke giver mening.
Hvilke søgeord skal du bruge?
De relevante søgeord til et bestemt emne, finder du ved hjælp af en søgeordsanalyse.
En grundig og professionel analyse kræver adgang til forskellige betalte værktøjer – fx KWfinder eller Ahrefs.
Søgeordsanalysen er en meget vigtig.
Optimering mod de forkerte søgeord, kan koste dig mange penge i tabt omsætning.
En professionel analyse vil give dig et eller flere primære søgeord og nogle relaterede søgeord, som er forbundet til emnet.
Er du i tvivl? Hent hjælp hos en SEO-specialist eller SEO-tekstforfatter.
Hvilke typiske fejl med H-tags skal du undgå?
Der er to meget almindelige fejl, som du skal være opmærksom på – og undgå.
Fejl 1: Overskrifterne er utydelige
Jeg ser ofte webtekster, hvor overskrifterne er for små og utydelige.
Selv hvis de er skrevet med fed skrift og en anelse større end brødteksten, er det sjældent nok til at fange læserens blik ved et hurtigt skim.
Løsning: Sørg for, at dine H-tags er sat op, så overskrifterne tydeligt adskiller sig fra brødteksten.
Er de for små eller næsten ens i størrelsen, kan en webdesigner justere dem, så H1 er størst, H2 lidt mindre og H3 mindre igen.
En klar størrelsesforskel understøtter hierarkiet visuelt og gør teksten lettere at skimme.
Fejl 2: H-tags bruges til visuel styling
Nogle webdesignere er meget glade for at bruge H-tags til visuel styling – og det er et problem for både søgemaskiner og LLM-forståelse.
Når H-tags bruges til visuel styling (fx for at gøre en tekst større), mister de deres semantiske betydning.
Det forvirrer både Google og sprogmodeller, fordi de ikke længere kan skelne mellem, hvad der er en rigtig overskrift, og hvad der bare er grafisk pynt.
Typiske steder, hvor H-tags misbruges til styling, er:
- Call-to-action-elementer: (fx “Kontakt os”, “Læs mere”, “Book nu”)
- Menupunkter eller navigationsfelter
- Bokse og bannere med korte tekster eller slogans
- Footer eller sidebar med overskrifter, der ikke hører til hovedindholdet
Når H-tags bliver brugt forkert, udvander det den struktur, du omhyggeligt har opbygget i din SEO-tekst.
Søgemaskiner og LLM’er mister overblikket over, hvad der faktisk er hovedindholdet, og det kan svække din SEO-performance.
Løsning: Den korrekte løsning er at bruge CSS til styling og reservere H-tags til reel indholdsstruktur.
Hvordan tjekker man opsætningen af H-tags på en hjemmeside?
Det er nemt at tjekke opsætningen af H-tags på din hjemmeside med Web Developer, som er en udvidelse til Firefox- eller Chrome-browseren.
Nogle gange kan tingene godt skride lidt, når teksten sættes op på hjemmesiden. Det er derfor altid en god idé at tjekke, om alt er opsat rigtigt.
Her vil du også få afsløret, om din webdesigner har brugt H-tags til styling.
Sådan tjekker du H-tags med Web Developer
- Klik på fanebladet “Information”
- Vælg “View Document Outline”

Tjek for H-tags i styling: Er der H-tags, der ikke findes i teksten?
Korrekt brug af H-tags er et lavpraktisk greb, som du skal kende til og mestre, hvis du vil skrive effektive SEO-tekster, der performer godt.
Jeg håber, denne artikel har givet dig et godt indblik i, hvorfor H-tags er vigtige, og hvordan du bruger H-tags i SEO.
Har du brug for SEO-rådgivning eller hjælp til tekstforfatning, er du altid velkommen til at kontakte mig på berit@beritbai.dk eller tlf. 30702728
Læs også:
Sådan skriver du SEO-venlige tekster >
Sådan bliver du synlig på Google >
Googleoptimering – Derfor skal du optimere din hjemmeside til Google >
Giv din SEO-tekster superkræfter med interne links >
Kunne du lide indlægget? Del meget gerne med dit netværk
